På Thurø Skole lægger vi vægt på at være en skole hvor børn trives, mødes ud fra et ressourcesyn og at alle børn oplever at være en del af et fællesskab. Vi arbejder samtidig ud fra Svendborg Kommunes Fælles børne- og ungesyn, som hviler på: Anerkendelse, Indflydelse, Positive forventninger og Nysgerrighed. (Svendborg Kommunes Børne- og Unge Politik)
Trivsel
Vi ønsker at være en skole hvor trivsel er i fokus gennem barnets skoleliv, og arbejder kontinuerligt med at tilpasse og indrette os efter den elevgruppe vi har. Vi arbejder derfor med elevens og klassens trivsel gennem flere indsatser. Vi uddyber dette i vores Trivsels politik udarbejdet sammen med skolebestyrelsen på Thurø Skole. (Thurø Skoles trivselspolitik)
Ressourcesyn
Vi tager som skole afsæt i, at “børn altid gør det godt, hvis de kan”. Hvis elever ikke lærer og trives på den måde, som vi underviser dem på, er vi sammen opmærksomme på, hvordan vi kan undervise eleverne på en måde, så de lærer og trives. Vi tilstræber at variere vores undervisning så den understøtter elevernes forskellige tilgange til læring. Vi viser eleverne, at vi tror på dem, har positive forventninger til, at de kan, peger på de steder, de lykkes, så det forstærkes.
Vi leder efter den enkelte elevs ressourcer/styrker, som vi kan understøtte. Vi er nysgerrige på elevens udfordringer og minimerer barrierer for læring. Vi inddrager elevens perspektiv, samtidig med at vi samarbejder med barnets forældre, med en fælles nysgerrighed omkring de bedste løsninger for det enkelte barn ind i fællesskabet.
Fællesskab
Vi ønsker at børn, forældre og ansatte på Thurø Skole oplever at være en del af det store fællesskab. Vi ønsker at de ældste elever er gode rollemodeller for de yngste elever. Vi vægter et tæt samarbejde med forældre både omkring barnet og hele klassens trivsel. Vi ønsker at alle børn oplever et medansvar ind i fællesskabet, samtidig med at vi ønsker at børnene udvikler en forståelse for hinandens forskelligheder. Vi tror på at læring og dannelse i stærke fællesskaber er med til at øge den enkelte elevs trivsel.