Målet med Thurø skoles antimobbestrategi
Vi ønsker mobbefrie fællesskaber på Thurø skole. Vi arbejder hver dag på at vedligeholde gode fællesskaber med høj tolerance i forhold til forskelligheder og understøtte mangfoldige miljøer, hvor alle børn og voksne oplever gensidig respekt og føler sig trygge i hinandens selskab.
Vi ønsker, at forældre, elever og personale er bekendt med, hvordan vi forebygger og handler i forbindelse med mobning
Sådan forebygger vi mobning
Gennem undervisning
Alle – elever, lærere, pædagoger, ledelse og øvrige ansatte - har fokus på trivsel hver dag. Lærerne og pædagogerne arbejder i deres årgangsteams løbende med trivsel, social træning og konflikthåndtering.
Vi har mangfoldighedsvejledere (ML-vejledere) på skolen og i SFO, som laver trivselsforløb i klasser og i børnegrupper, holder samtaler med enkelte børn og grupper, vejleder det pædagogiske personale og fungerer som sparringspartnere.
Alle pædagogerne og vores ML-vejledere har kursus i Minidiamant, et konflikthåndteringsværktøj og et undervisningsmateriale til indskolings- og mellemtrinbørn, hvor børnene lærer at sætte ord på deres følelser og håndtere konflikter
Vi har skolestoresøskende-ordning. De nye 0. klasseelever kobles hver med en stor elev fra 5. klasse, den dag, de starter i skole. De store tager ansvar og hjælper deres små ”søskende” med en god skolestart og er løbende gennem året sammen om forskellige aktiviteter. Ordningen fortsætter til eleverne skal i 2. klasse.
Vi holder samling to gange om ugen, hvor sangen og fællesskabet er i fokus, og hvor nye elever bydes velkommen.
Vi har en årlig trivselsdag (antimobbedag), hvor hele skolen sammen sætter fokus på elevernes trivsel, tryghed og venskaber.
Vi har lejrskole på 2. og 6. årgang. Her er klassens samvær og trivsel sammen med det faglige indhold i fokus.
I frikvarterer
Vi har udeordning for alle elever i frikvartererne. Pædagoger og lærere har tilsynsforpligtelse i frikvarterne og tilstræber en høj grad af kommunikation. Alle er iført synlige veste, så børnene nemt kan se, hvor der er en voksen, der kan hjælpe. De sikrer, at alle elever kommer godt ud til pauserne og de bliver til den sidste elev har forladt bygningen. Vi etablerer ”pusterum” for enkelte elever efter behov. Og vi benytter os af ekstra tilsyn om nødvendigt for nogle elever eller elevgrupper.
Eleverne på mellemtrinnet har på skift inde-ordning med mulighed for at hygge sig omkring bordtennisborde eller anden form for mere stille samvær. Herudover har årgangene på mellemtrinnet to-tre gange om ugen mulighed for at komme på vores grønne område og spille bold i det store frikvarter, hvor de har to voksne med.
I samarbejdet mellem skole og SFO
Lærere og pædagoger indgår i et forpligtende teamsamarbejde. Alle pædagogerne er med i skolen og har særligt fokus på trivsel, fællesskab og relationer. Pædagogerne er vidensbærere mellem skolen og SFO’en og har den daglige kontakt og dialog med forældre, hvor dagens hændelser kan formidles.
SFO’en har fokus på dialogen om det enkelte barns trivsel ml. pædagog/barn og pædagog/forældre
På digitale medier
Digital mobning giver nye muligheder for, at den/ mobbede kan opleve utryghed og uvished døgnet rundt. Kropssproget mangler, så mulighed for misforståelse i toning er til stede.
Vi bruger billeder mere og mere – og hurtighed på delingstasten gør, at vi først efterfølgende kommer til at tænke os om.
Både i skolen og hjemme er vi nødt til at hjælpe vores børn og hinanden med, hvordan vi færdes på Nettet, således, at vi lærer at begå os på Nettet på en sund og etisk forsvarlig måde.
Vi har fokus på adfærden omkring digitale medier, vi er opmærksomme på digital mobning og følger med i den digitale udvikling.
Brug af mobiler og spil på computer er ikke tilladt i skoletiden, medmindre det er til undervisningsrelateret brug og ifølge aftale med underviseren. Det er i tråd med princip udarbejdet i Skolebestyrelsen.
Vi har et samarbejde med SSP, som holder oplæg for klasser og på forældremøder om de digitale medier, om digital navigation, digital mobning, etik og forældreansvar.
I samarbejdet med forældre
På forældremøder orienteres om skolens antimobbestrategi og generelt om vigtigheden af et godt klasse- og forældrefællesskab. Her henvises bl.a. til materialet www.forældrefiduser.dk. På forældremøderne drøftes trivsel, iværksættelse og dyrkelse af gode fællesskaber samt god kommunikation i forældregruppen.
Klasseteamet og forældre indgår i dialog om den fælles indsats i forhold til at opnå bæredygtige og solide klassefællesskaber.
Vi holder årligt ”Vis og spis-arrangementer” på flere klassetrin, hvor lærere, elever og forældre spiser sammen og eleverne viser udpluk af deres læring frem.
Forældrerådet arrangerer årligt flere sammenkomster for klassen eller årgangen for at styrke fællesskabet både mellem elever og mellem forældrene.