Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mangfoldige læringsmiljøer

På Thurø Skole arbejder de fagprofessionelle med Mangfoldige Læringsmiljøer:

Thurø Skole arbejder som en del af Svendborg Kommunes folkeskoler med afsæt i Mangfoldige Læringsmiljøer.

Begrebet ’mangfoldige læringsmiljøer’ erstatter brugen af begrebet ’inklusion’. Dette signalerer et vigtigt perspektivskifte. Fra at fokusere på, at skolerne skal inkludere flere elever end tidligere i almenundervisningen, så er der fremadrettet fokus på, at skolerne skal sikre, at de har en mangfoldighed af læringsmiljøer, der i endnu højere grad afspejler den diversitet, der er i en elevgruppe. Den helt korte beskrivelse af arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer i folkeskolen er derfor, at i Svendborg Kommune laver vi skole til de børn, vi har.

Børn gør det så godt, som de kan ud fra de forudsætninger, de har med sig. Det vil sige, at det er skolen, der skal tilpasse sig den enkelte elevs behov og forudsætninger, frem for at det er eleven, der skal passe ind i en på forhånd defineret (lærings)ramme. Skolens ansvar for hele tiden at arbejde med at udvikle og tilpasse læringsmiljøerne blev tydeliggjort ved at vælge begrebet mangfoldige læringsmiljøer frem for inklusion.

Derudover afspejler beskrivelsen af arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer et overordnet menneskesyn, der kan opsummeres i følgende punkter:

  • I Svendborg Kommune har vi ambitioner på alle børns vegne.
  • Vi tror på, at det har stor værdi og afgørende indflydelse på børns og unges liv og livskvalitet, at de så vidt mulig forbliver i vores almene tilbud i det lokale fællesskab.
  • Vi tror på, at fællesskaber, der har en inkluderende praksis, er de bedste til at forebygge forskelsbehandling, sikre lige muligheder og dermed sikre alles ret til uddannelse, dannelse og deltagelse.